Mens vi venter på finansloven

Det er nu godt tre uger siden vi lukkede Energimuseet ned uden at vide, hvornår det skal åbne for publikum igen. Allerede nu vil det være et meget forandret museum at besøge, (hvis man altså måtte). Det er i alle tilfælde et forandret museum at være på. Flere og flere af de opsagte medarbejdere sendes hjem efter sidste arbejdsdag og vi er nu kun halvdelen tilbage på museet, når man fraregner, dem, som er hjemsendt, men stadig sidder og arbejder for museet lidt endnu. Fronten er pakket ned, alt er solgt i butikken, køkkenet er lukket og kun et stort køleskab med sodavand afsløre, at man engang har kunnet få slukket sin tørst og stillet sin sult på dette sted.

På magasinet arbejdes der på højtryk for at få gjort plads til de fire udstillinger, som vi indtil videre har vedtaget at nedlægge. Det minder om verdens største tetris spil. Vi kan ikke pakke udstillingerne ned før vi har gjort plads på magasinet og vi kan ikke få plads på magasinet før vi har ryddet op i andre bygninger og skilt os af med en række rekvisitter og en del ældre udstillingsudstyr. Vi er nødsaget til at smide en hel del ud, da vi skal af med minimum 3 bygninger indenfor det næste år og dermed mister både lofter og kælderrum. Men midt i uddelingen af gule, røde og grønne sedler, der ligesom i skoven indikerer genstandens skæbne, opstår der nye ideer til spændende udstillinger efter transformationen af museet. El biler popper frem fra deres skjul og tungt vand i en sikret montre bliver tydelig for øjet. ”Hmmm, måske en særudstilling om atomkraft. Måske en om elbilernes vej til de danske veje”. Vi inspireres, mens vi får tetrisbrikkerne til at falde på plads og kører de nødvendige antal gange på genbrugsstationen.

Museumsinspektørerne, vores fotograf og de frivillige arbejder på højtryk for at pakke genstande forsvarligt ned og sikre, at de kan findes igen, når vi skal bruge dem i en forhåbentlig ikke alt for fjern fremtid. Vi pakker først H. C. Ørstedloftet ned og gemmer hans fantastiske historie til den nye fremtidige udstilling om ”Energiens videnskabsmænd”. Herefter pakker vi de tre tidstypiske huse ned og sender lånte møbler tilbage til Den Gamle By i Aarhus, mens montrerne i kirsebærtræ, som er tegnet af Claus Bonderup (jeps, ham, der har tegnet Energimuseets hovedbygning) forsigtigt bliver båret over i Vindbygningen, hvor de får lov at stå tørt og godt indtil vi åbner udstillingen ”Danskerne og Energien” i fremtidige nye rammer. Derefter kommer de så at sige hjem, eftersom de skal stå i netop hovedbygningen.

Vi har to fuldtidsansatte facilitytroldmænd, som er hos os en tid endnu og som hver dag skaber fremskridt i det store tetrisspil. De er fantastiske og meget tålmodige når jeg for tredje gang fortryder en placering for at vælge en anden; ”Nej, jeg tror alligevel ikke de bøger skal over på magasinet, vi stiller dem i stedet over i 20’er huset, indtil der er plads til dem i hovedbygningen. Sådan er det med tetris! Man ved ikke hvilke udfordringer, den næste brik giver, så man skal holde alle muligheder åbne.

Vi får heldigvis stadig besøg af en del skoleelever, der i deres pauser rumsterer rundt ude i forhallen, på jagt efter den sodavand, som stadig findes i køleskabet. Vi har et stort formidlingsprojekt, som skal færdiggøres i løbet af resten af november. Det kommer til at give en masse liv og minder os om, hvor skønt det er, når museet er fyldt med mennesker.

Nu venter vi så på finansloven. Vi håber på, at den vil regne på os, så vi kan komme i gang med en hurtig rekonstruktion af museet og derfra videre til den store transformation. Vi venter også på at gode sponsorer bidrager med den million, der skal til, for at vi kan fastholde vores statsanerkendelse. Det behøver naturligvis ikke bare at være en million. Det må gerne være mere, for det vil alt sammen speede processen op i forhold til at museet kan udvikle sig og vende tilbage som et åbent, moderniseret og relevant museum.

Hvis du kender nogen, der synes, at der godt kunne sættes lighedstegn mellem filantropi og formidling om energi fra H. C. Ørsted til Power to X, så er vi et museum, der har brug for en form for turboladning. Vi tror på potentialet og vi tror på at Energimuseet, der ligger indenfor en time kørsel fra 500.000+ potentielle gæster godt kan tiltrække mange nysgerrige sjæle.

Vi ses i fremtiden.

Teo Juel Geer