Kort om
Museet
Energimuseet voksede bogstaveligt talt op af Gudenåen. Det betyder, at Energimuseet ikke ”blot” har skabt en attraktionsværdi; det har placeret sig midt i en rig attraktion. Og siden har vi bygget oven på det grundlag.
Med fokus på nutidens og fremtidens energiløsninger, samt den grønne omstilling oplever gæsten et spændende område med en logisk og stringent opbygning og formidling — som samtidig udnytter mulighederne ved museets beliggenhed.
Museet blev etableret præcis dér, hvor landets største produktion af vandkraftbaseret elektricitet foregik. Og Gudenaacentralen blev før det placeret midt på en istidsskabt kraftåre i udviklingen af markante danske provinsbyer og landskaber. På dette sted har en historie, der strækker sig tilbage gennem middelalderen og stenalderen til en geologisk urtid, samlet natur og samfund omkring energien. Det er helt konkret her, energien flyder fra geologi og natur over i industri og kultur.
Museets
historie
- 1921 – Gudenaacentralen opføres i Tange og sørger for elforsyning for 22% af Jylland
- 1982 – Forfatter Peter Seeberg initierer grundlæggelsen af Elmuseet
- 1984 – Officiel indvielse af museet på Elektricitetens Dag d. 27. august
- 1989 – Montagehal for Tjæreborgmøllen transformeres til Elektricitetens Hus
- 1992 – Riisager-møllen erhverves
- 1994 – Arkitekt Claus Bonderup tegner ny hovedbygning til museet og Gedser-møllen erhverves
- 2002 – Museet statsanerkendes
- 2011 – Elmuseet skifter navn til Energimuseet
- 2022 – Vindeby-møllen rejses
beliggenhed og
attraktionsværdi
Energimuseet er et levende “erindringssted”. Med sin placering ved den historiske energikilde Gudenåen bliver museet til en koncentration i tid, rum og tanke af skelsættende og repræsentativ dansk fortid, nutid og fremtid.
Som attraktion er stedet rigt sammensat. Det har solide lokalhistoriske rødder, et stort tilknyttet opland og en ambitiøs forsknings-, formidlings- og samfundsaktiv profil. Og så har det Gudenåen, der tilføjer en atmosfære og videreførelse af dansk kultur- og naturhistorie.
Rejsen til Energimuseet er en rejse gennem tiden, en rejse gennem stærkt genkendeligt dansk kulturlandskab og en rejse ind i den lokale energiforsynings sjæl.
Energimuseet er Danmarks oplevelses- og formidlingscenter for energi, fremtidens energiløsninger og den grønne omstilling
Spænding
i en lind strøm
Energimuseet formilder energiens historie og den grønne omstilling. Det gør vi særligt med fokus på FN-verdensmål nr. 7, Vedvarende energi og Verdensmål nr. 12, Ansvarlig forbrug og produktion. Museet forbinder fortid med nutid og fremtid og er fyldt med fortællinger, der forbinder på tværs af generationer.