Energimuseet lukker
31. august 2023
31. august 2023
Energimuseet har mistet sit driftstilskud på 6 millioner kr. og afskediger hovedparten af de ansatte
PRESSEMEDDELELSE
Energimuseet ved Tange har midt i august modtaget endeligt afslag fra Klima-, Energi- og Forsyningsminister Lars Aagaard (M) på museets ansøgning om at få tildelt driftsmidler for 2024 og frem. Museet har siden 2002 – altså i mere end 20 år – modtaget et statsligt driftstilskud udbetalt via Energinet til driften af museet. Dette tilskud besluttede Forsyningstilsynet i 2022, at det ikke længere var lovligt at
udbetale. Daværende energiminister på området Dan Jørgensen (S) lovede i brev til museet, at han ville hjælpe os videre, så vi kunne sikres tilskuddet ad anden vej.
Dette løfte har nuværende energiminister Lars Aagaard (M) af uforståelige årsager ikke følt sig bundet af, og vi står derfor i en umulig økonomisk situation, som betyder, at halvdelen af museets økonomi er væk, og at vi derfor må afskedige hovedparten af de ansatte. I faktuelle tal drejer det sig om 12 ud af 18 ansatte.
Samtidigt lukker Energimuseet fra årsskiftet for offentlig åbning. Det er et stort tab for lokalområdet. Vi vil forsøge at fastholde statsanerkendelsen, som indebærer fortsat pleje af museumsgenstandene, forskning og formidling til skolegrupper og ungdomsuddannelser.
Bestyrelsesformand Karin Gaardsted udtaler: ”Det er en meget ulykkelig situation, museet befinder sig i. Vi er økonomisk røget ud med badevandet ved ministerskiftet i Energiministeriet for 8 måneder siden. Vi er dømt ude af Energiministeriet, og for tiden er det umuligt at komme ind under kulturen, fordi der arbejdes med en museumsreform, som først afgøres i 2024. Der ligger et stort ansvar på bestyrelsen. Da der ikke er udsigt til driftsmidler, bliver vi derfor nødt til at gå drastisk til værks og markant reducere antallet af ansatte. Og det er vi rigtig kede af.”
Bestyrelsen har kontaktet en lang række folketingspolitikere, både ordførere og alle lokalt valgte medlemmer af Folketinget i vores landsdel for at få deres opbakning til, at Energimuseet kommer på finansloven her i løbet af efteråret. Det er dem, vi skal have hjælp fra, ellers lukker museet permanent.
»Museet er unikt. Det er Danmarks eneste energimuseum, og nu frygter vi med rette for dets fremtid,” fortsætter Karin Gaardsted. ”I en tid, hvor både klima og energi er højst på dagsordenen, mener jeg, at vidensformidling om energi og klimavenlige løsninger til blandt andet skolebørn er utroligt relevant. Danmark er historisk centralt placeret i udviklingen af vedvarende energi. Den historie skal børn og unge have kendskab til, ligesom de skal inspireres til at opfinde fremtidens løsninger. Derfor undrer det mig, at ministeren i praksis nedlægger det museum, som kan sætte fokus på energi og energiens betydning for samfundet og klimaet. Bestyrelsen vil fortsætte med intenst at arbejde for at skaffe de nødvendige midler, så museet kan genåbne for offentligheden.«
For yderligere information kontakt:
Formand for bestyrelsen Karin Gaardsted // 20 40 26 40
Direktør Teo Juel Geer // 61 66 95 49
Med venlig hilsen
Karin Gaardsted, Formand for Energimuseets bestyrelse