Elektricitetens hus
fra gnist til strøm
I Elektricitetens Hus fortælles historien om, hvordan strøm produceres, hvordan den kommer ud til forbrugerne, og hvordan den sætter sit præg på vores hverdag og kultur.
Huset er på hele tre etager og hver etage har et tema.
STUEN
da danmark fik strøm
Nederste etage fortæller, hvordan elektricitet er blevet fremstillet ved hjælp af kul, olie, naturgas, biobrændsel og uran (atomkraft). Midt i bygningen står den gamle dampmaskine fra Pindstrup Mosebrug fra 1895, hvor man indtil 1970 fyrede op i kedlen med træ eller kul for at skaffe damp til at drive maskinerne på fabrikken. Der er også en dieselmotor, der fra 1930 har været brugt på Lemvig elværk og et tilhørende batteri, hvor man har kunnet lagre strømmen. Foran en stor marmortavle står også en dampturbine fra 1918. Den afløste dampmaskinerne på Kolding elværk, fordi dampturbinerne var mere effektive.
Bagerst i hallen fortælles om fordeling af el gennem høj- og lavspændingsledninger. Her kan du også følge den aktuelle elproduktion i Danmark og få oplysninger om import og eksport af el fra og til vores nabolande. I hvert afsnit er der opstillet computere, hvor man kan finde flere oplysninger.
1. sAL FORBRUG HJEMME OG PÅ ARBEJDET
På første sal kan man følge elforbrugets udvikling i Danmark. Det stiger meget langsomt indtil slutningen af 1950’erne, hvor det for alvor begynder at tage fart. Du kan også se, hvordan udviklingen af elektrisk lys finder sted fra kulbuelys til elektriske pærer og se lamper fra forskellige perioder. Nogle af fabrikkernes elektriske apparater er også udstillet og du kan følge, hvordan elmålere og elektriske installationer, såsom afbrydere har ændret sig.
Et særligt afsnit viser genstande fra ungdommens brug af elektriske apparater gennem tiden, bl.a. den elektriske guitar, og endelig fortælles der om forskellige apparater, som har hjulpet med at holde os mennesker sunde og raske.
2. SAL EL OG KOMMUNIKATION I LYD OG BILLEDER
På øverste etage fortælles der om udviklingen af den elektriske kommunikation fra de første telegrafer til nutidens computere. Her kan du også se, hvordan den trådløse kommunikation starter, og hvordan denne senere fører til udvikling af radioen. Telefonens udvikling kan også prøves, og du kan undre dig over, at man engang skulle bruge en ledning for at tale i telefon og se én af de meget store første bærbare telefoner.
Du kan også se, hvordan et TV-studie fungerer og optage dig selv med green screen-teknologi. Desuden kan man se én af de kæmpestore danske computere, GIER, der var i brug i 1960’erne og blev brugt til regneopgaver, man dengang anså for meget vanskelige.
Spænding
I EN LIND STRØM
Energimuseet formilder energiens historie og den grønne omstilling. Det gør vi særligt med fokus på FN-verdensmål nr. 7, Vedvarende energi og Verdensmål nr. 12, Ansvarlig forbrug og produktion. Museet forbinder fortid med nutid og fremtid og er fyldt med fortællinger, der forbinder på tværs af generationer. Tag et kig på vores udstillinger herunder: