Energimuseets Samling
Energimuseet har siden starten af 1982 aktivt indsamlet genstande, fotos, tryksager, erindringer arkivalier tilknyttet sit ansvarsområde: energi.
Der lægges særligt vægt på den grønne omstilling på den grønne omstilling defineret som den historiske bevægelse fra fossil til grøn energi såvel politisk og teknologisk som livsstilsmæssigt. Museets samling dækker over perioden fra 1880 til i dag og genstandene bruges i museets egne udstillinger – inden- og udendørs. Herudover lånes genstande til andre museer og til vidensdeling, f.eks. til forskningsprojekter eller til film som rekvisitter.
Statsanerkendelse
I 2002 blev museet statsanerkendt og fik dermed pligt til at indsamle, bevare, forske og formidle indenfor sit ansvarsområde: energi. Museet ønsker, ”at gøre viden tilgængelig og levende for alle, fremme den livslange læring og forståelse af energi som et bærende element i vort samfund.”… ”Der anlægges et holistisk perspektiv, således at de naturvidenskabelige, teknologiske, kulturhistoriske og miljømæssige aspekter ved energi belyses med særlig fokus på Danmarks produktion, distribution og forbrug af elektricitet og varme.” (Fra Vedtægter for Energimuseet, 2015) .
Museets arbejdsområde
Samlingen deles op under hovedkategorier, der formidler energiforsyning; produktion, distribution, lagring, forbrug of forskning.
Energimuseet indsamler genstande fra alle typer af kraftværker, elselskaber og fabrikker, der har produceret og distribueret elektricitet. Museet indsamler fra alle typer af energiproduktion. Såvel den, der er baseret på kul, olie og gas, som den, der er baseret på vedvarende energi: vand, vind, sol, brint og alle andre former.
Der indsamles også genstande til belysning af de uddannelses- og forskningsinstitutioner, der uddanner de, der arbejder indenfor området: ingeniører, fysikere, maskinmestre, elektrikere, installatører m.m.
Museet indsamler genstande til belysning af elforbruget indenfor industri, service, handel, håndværk, private erhverv samt privatlivet. Energimuseet indsamler ikke radioer, fjernsyn og hjemmecomputere, med mindre de har en tilknytning til elforsyningen.
Til gengæld samler museet på lamper, komfurer, køleskabe, små husholdningsapparater, elektrisk legetøj, elværktøj m.m., der har været brugt i danske hjem.
For at kunne fortælle en historie om genstanden i en evt. udstilling og for at kunne bruge de indsamlede genstande i museets forskning lægger vi stor vægt på, at der til hver indsamlet genstand er knyttet en beretning om, hvor den har været brugt, af hvem og hvornår.
Jo mere vi ved om genstandens brug og historie, jo bedre.
Vil du hjælpe?
Museet får sine effekter på mange forskellige måder. Gennem aktiv indsamling, hvor vi direkte leder efter forskellige genstande, arkivalier, fotos eller viden i forbindelse med udstillinger eller forskningsprojekter. Og ved passiv indsamling, hvor personer udefra kontakter os med diverse effekter. Det kan være alt fra et billede til en kæmpe samling af bøger eller genstande.
Har du genstande, billeder eller andet, som du mener kunne have vores interesse, kan du ringe til Energimuseet på 86 68 42 11 og tale med den ansvarlige, Jytte Thorndahl.
Interesseret i at vide mere?
På Kulturministeriets hjemmeside kan der søges i Energimuseets og andre museers databaser, hvis man vil se billeder og genstande.
Energimuseets får sine effekter
ved både aktiv og passiv indsamling.
Hvis du er interesseret i at hjælpe,
hører vi meget gerne fra dig.
Det transformerede energimuseum
vores visioner