Energimuseets forskning
Som statsanerkendt museum er Energimuseet forpligtet til at bedrive forskning inden for museets museale ansvarsområde; energi, samt den grønne omstilling. En forpligtelse vi på museet ser som et privilegie.
Museets særkende er en bred, tværfaglig sammensætning af både historiske, samfundsvidenskabelige, naturvidenskabelige og tekniske vinklinger af forskningsindsatsen med særligt fokus på tiden fra 1820 og frem i en primært dansk kontekst.
Som en del af Energimuseets strategi opsøger forskningsmedarbejderne desuden samarbejdspartnere med henblik på at have et kontinuerligt og eksternt finansieret forskningsarbejde i samarbejde med både energisektoren, universiteter, forskningscentre og andre museer.
Forskningsområde
tværfaglig tilgang
Museet ser sig selv som en form for ”oversætter” af energisektorens viden til spændende, relaterbare historier, både i forhold til forskning og formidling, men traditionelt set har museets forskning primært ligget inden for det humanistiske forskningsfelt. Fremadrettet vil museets forskningsindsats i endnu højere grad tage udgangspunkt i en kulturhistorisk, samfundsvidenskabelig kontekst. I tråd med Energimuseets generelle vision og strategi, centreres forskningen om begreberne energi, grøn omstilling og bæredygtighed.
Forskning i den grønne omstilling forudsætter et blik for både fortid, nutid og fremtid, idet omstillingen må sættes i perspektiv til både den fortidige udvikling af det fossile samfund, transitionen mod en grønnere energi og fremtidens bæredygtige grønne energi. Men især i forbindelse med forskning inden for begrebet bæredygtighed vil Energimuseet fremadrettet arbejde på at profilere sig som en vægtig bidragsyder.
Som et kulturhistorisk specialmuseum ser vi det som en vigtig opgave både at undersøge og indsamle viden om, hvordan vi som mennesker har forholdt os – og forholder os – til en lang række temaer inden for den grønne omstilling og bæredygtighed på makro- og mikroniveau. Den viden, som forskningen tilvejebringer, skal også i fremtiden formidles bredt, som en del af museets dannelsesvision.
nyere forskningsopgaver
I 2018 gennemførte museet et forskningsprojekt med titlen ”Hverdagsliv omkring den grønne omstilling i Aarhus – værdier, holdninger og praksis” med støtte fra Humanistisk Forskningsråd. Samme år udkom også bogprojektet ”Da Danmark fik vinger” i forbindelse med Danmarks Vindmølleforenings 40-års jubilæum.
Mellem 2020-2023 deltog Energimuseet i det banebrydende og tværfaglige forskningsprojekt ”Bylivets sorte omstilling”, der var støttet af VELUX-fonden. Her blev ”bymenneskets” CO2-aftryk i et historisk perspektiv undersøgt, i samarbejde mellem flere museer og forskere fra fire forskellige universiteter. Museet bidrog substantielt til projektet med to individuelle forskningsprojekter om elektriske apparater og interiør. Forskningsprojektet udmundede i både publicering af en forskningsantologi, foredrag og museal formidling, herunder undervisningsmateriale.
I 2024 vil Energimuseet søge forskningsmidler til et projekt, der skal undersøge danskernes opfattelser af bæredygtig livsstil. Ifølge undersøgelser opfatter vi danskere os eksempelvis som værende mere ”grønne” end mange andre mere eller mindre sammenlignelige lande, fordi vores energiforsyning omtales og opfattes som værende meget grøn og absolut førende indenfor bæredygtighed. I realiteten er gennemsnitsdanskerens CO₂-aftryk højt, selv i sammenligning med andre udviklede lande, grundet danskernes skyhøje privatforbrug. Men hvad skal der til for, at danskerne tænker – og lever – mere bæredygtigt?
Energimuseets forskning er centreret om begrebet
grøn omstilling og omfatter tiden med
fossile brændsler, transitionen mod
grønnere energi, samt en grøn fremtid.
Det transformerede energimuseum
vores visioner