Klimasamtaler på Plakatmuseet
8. juni 2023
8. juni 2023
Lørdag d. 3. og søndag d. 4. juni afholdt Energimuseet og Den Gamle By det fælles formidlingsarrangement ”Jorden kalder – Klimasamtaler på Plakatmuseet” i Den Gamle By. På trods af at arrangement faldt på en nærmest historisk begivenhedsrig weekend i Aarhus, hvor opmærksomheden måttes deles med kæmpearrangementer som musikfestivalen Northside, verdens største sejlsportsevent The Ocean Race og AGF´s hjemmebronzefodboldkamp, lagde hundredvis af gæster vejen forbi Plakatmuseet til spændende dialoger om klima og bæredygtighed både lørdag og søndag.
På Dansk Plakatmuseum kan man for tiden kan opleve udstillingen ”Jorden kalder! Plakater fra 100 års miljø- og klimakamp”, som er inspireret af nutidens debat om miljøpåvirkning og klimaforandringer. Plakatmuseet dannede dermed den perfekte ramme om formidlingsarrangementet, som handlede om at skabe rum for dialog om netop klimaet og den grønne omstilling.
Med udgangspunkt i plakatudstillingen blev store, komplicerede emner som den historiske sorte omstilling, CO₂-udledning, miljø og bæredygtigt forbrug sat i spil på en legende og øjenåbnende måde via en række engagerende aktiviteter for både børn og voksne. Den Gamle By havde med udgangspunkt i plakatudstillingen sørget for, at gæsterne kunne slippe de kreative kræfter løs ved produktion af klimabadges og ved at lade gæsterne komme til orde i vers, tegninger og kommentarer til klimaet via en installation i selve udstillingen.
Energimuseet var rykket ud med museets eget brætspil ”Spillet om klimaet” og ikke mindst det store ”blikfang” Klimamåtten, hvor den enkelte gæst kunne teste sit eget CO₂-aftryk i hverdagsforbruget. For de modige kunne der kastes med Energimuseets klimaterninger, som udløste en klimaudfordring (lige fra at lade bilen stå til fordel for cyklen til ikke at spise oksekød i en uge og lignende). Alt sammen noget, der opfordrede til undren, videndeling og spændende samtaler med museers fageksperter.
”Jorden kalder! Klimasamtaler på Plakatmuseet” blev arrangeret i forbindelse med det Velux-støttede forskningsprojekt ”Bylivets sorte omstilling”. Projektet er et tværfagligt samarbejde mellem Energimuseet, Museum Odense, Den Gamle By, Danmarks Jernbanemuseum og Center for Life Cycle Engineering ved Syddansk Universitet, samt forskere fra Danmarks Tekniske Universitet, Aarhus Universitet, Aalborg Universitet og Forstadsmuseet. Projektet har bl.a. til formål at undersøge, hvilken betydning de fossile brændsler har haft, og hvordan de har været med til at ændre den måde, vi indretter og lever vores liv på.
Energimuseet deltager med to selvstændige undersøgelser om den historiske CO₂-påvirkning af hjemmenes forbrug, hhv. for de elektriske apparater og for boliginteriør. Projektet afsluttes i 2023, og udmunder bl.a. i en forskningsantologi, konferenceindlæg og flere formidlingstiltag, herunder et fælles undervisningsmateriale til grundskolen og fælles arrangementer, som ”Jorden Kalder! Klimasamtaler på Plakatmuseet” var en del af.