Energimuseet genåbner!
18. marts 2025
18. marts 2025
Energimuseet genåbner til påske den 12. april for offentligheden.
På Energimuseet er vi utroligt glade for at kunne dele den glædelige nyhed om museets genåbning.
Knap halvandet år efter, at Energimuseet måtte lukke for offentligheden, har museet nu fundet støtte til at sikre driften de næste fire år. Derfor åbner museet igen dørene op for offentligheden lørdag den 12. april 2025, når påskeferien står for døren.
Norlys støtter sammen med Poul Due Jensens Fond (Grundfos Fonden) Energimuseet og sikrer driftsmidlerne over de næste fire år sammen med tilskud fra Viborg Kommune og museets statstilskud. Norlys har forpligtet sig til at støtte til Energimuseet med 2 millioner kroner årligt over de næste fire år, mens Poul Due Jensens Fond støtter med 750.000 kroner årligt i samme periode.
Energimuseet har siden efteråret 2023 haft lukket for almindelig offentlig adgang, efter et mangeårigt sponsorat fra Energinet ophørte. I mellemtiden har museet været åbent for skoleklasser, men fra lørdag den 12. april vil det atter være muligt for offentligheden at besøge museets udstillinger.
“Vi glæder os usigelige meget til at åbne dørene op til påske og tage imod vores gæster på museet igen. Selvom vi havde nogle få åbningsdage og over 8.000 skolebørn og studerende på besøg på museet sidste år, er det fantastisk at kunne genåbne museet til påske, som vi plejede. Jeg er er så glad og stolt over, at det er lykkedes museets bestyrelse at skaffe støtte til museets drift. Nu glæder vi os til få gæsterne tilbage på museet – det er altafgørende at både lokalområdet og turisterne besøger museet og støtter os, så vi kan bygge videre på det fundament, som er blevet skabt via generøse donationer fra Norlys og Grundfos Fonden”, udtaler konstitueret direktør for Energimuseet, Christina Louise Lykkeberg Sørensen.
Læs hele pressemeddelsen om museets genåbning her
Fakta om nye åbningstider:
Energimuseet genåbner lørdag 12. april i ugen op til påske og holder påskeåbent til og med 2. påskedag d. 21.04. 10-16
Påskeåbning:
12.04.-21.04: 10-16
Herefter vil museet være åbent for offentligheden i følgende tidsrum:
- Hverdage: 9 – 15
- Lørdage: 10 – 16
- Søn- og hellige: Lukket
- Sommerferie (28.6.-10.8): 10-16 alle dage
- Hverdage: 9 – 15
- Lørdage: 10 – 16
- Søn- og hellige: Lukket
- Efterårsferie 11.10-19.10: 10-16 alle dage
- 20.10. –>: Vinterlukket – dog stadig åbent for skoler og grupper.