Vindkraft

Som vinden blæser

Energimuseets udstilling om vindkraft hedder "Som vinden blæser". Den handler om, hvordan Danmark blev verdens førende vindmølleland. Historien begynder i 1891 på Askov Højskole med fysikeren Poul la Cour, der blev kaldt "Danmarks Edison".

Poul la Cour var den første i Danmark, der satte en generator i en vindmølle og brugte møllen til at lave elektricitet. Samtidig uddannede han elektrikere og gjorde det muligt for bønder og håndværkere at lave små elværker rundt om i landet.

Riisager-møllen

Vi har også opstillet en såkaldt Riisager-mølle. Fra 1976 til 1980 blev der bygget 72 af disse vindmøller i Christian Riisagers tømrerværksted i Lind ved Herning.

Riisagers vindmøller var nogle af de første, der blev seriefremstillet efter energikrisen i 1973. Det vigtigste ved dem var, at de lavede vekselstrøm og kunne sluttes til elnettet.

Når der er vind nok, laver Energimuseets Riisager-mølle stadig elektricitet.

Stor vindmøllevinge

Ved Energimuseets udstillingshal står en 24 meter lang møllevinge, som er blevet brugt som testvinge til den store vindmølle, der i 1993 blev rejst ved Avedøreværket på Amager.

Møllen ved Avedøre var den første meget store vindmølle (på 1 megawatt), der havde stall-regulerede vinger. Vingen er opbygget i glasfiber og er beregnet til både stall- og pitch-regulering.

Gedsermøllen - alle møllers bedstemor

Ude i det fri står møllehatten fra Danmarks første store moderne vindmølle. Møllen, der kunne producere 200 kW, blev rejst ved Gedser i 1957 (deraf navnet Gedsermøllen) med penge fra Marshallmidlerne, som Danmark fik del i efter 2. verdenskrig til genopbygning og udvikling af Europa.

Gedsermøllen kørte fra 1957-67 og blev igen sat i drift i en periode i 1978, da energikrisen havde øget interessen for vindkraft. På det tidspunkt var det den første store vekselstrømsmølle, der havde produceret el gennem flere år. Andre møller af samme størrelse blæste i stykker.

Gedsermøllen var et stort teknologisk gennembrud, fordi den fastlagde det moderne vindmølledesign. Ligesom alle møller, der laves i dag, havde den tre vinger, som vender op imod vinden.

Gedsermøllen havde en asynkron vekselstrømsgenerator og bremseklapper på vingerne. Vingerne var stall-regulerede, hvilket vil sige, at når vinden bliver meget stærk, begynder luften at lave hvirvler bag møllevingerne, så kraften på vingerne bliver mindre.

Mange danske vindmøller bygges i dag efter de samme principper, og man kan således betragte Gedsermøllen som alle danske møllers bedstemor.

Møllen blev konstrueret af ingeniør Johannes Juul, Haslev, og stod oprindeligt på et 25 meter højt betontårn. Mølletoppen står nu monteret med vingerne og blev i januar 2006 kanoniseret at Kulturministeriets Kanonudvalg for design og kunsthåndværk.

Læs mere om vindkraft i vores Vidensbank her

Comments are closed.