VI ER HVERKEN BEDRE ELLER DÅRLIGERE END IKEA

Lad os nu få lov at åbne igen !

Vi har taget alle de forbehold, der kan tages og det samme har vores kolleger sandsynligvis. Ikke, at jeg har talt med dem alle sammen, men de er som os, velovervejede og vant til at arbejde med logistik, sikkerhed og følsomme genstande. Ja, der sammenlignede jeg lige genstande med mennesker, fordi principperne er ens.

Vores Kulturminister Joy Mogensen vil samtale med kulturlivet om en gradvis genåbning. Det er fantastisk positivt, for vi tripper alle sammen ret meget for at få lov til at byde gæsterne velkommen tilbage og vise dem alt det, vi har forberedt og planlagt for 2020.

Men genåbningen må ikke gå hen og udvikle sig til ”Rocket Science” for det er det ikke. Vi, på de danske museer, har ikke siddet med hænderne i skødet de sidste mange uger. Vi har forberedt os. Hos os, på Energimuseet, har det lukkede museum efterladt cafépersonalet uden arbejde, så de har gjort rent de sidste mange uger. Aldrig siden åbningen i 1984 har museet været så rent. Administrationen har tænkt logistik. Er gået frem og tilbage mellem bygningerne og frem og tilbage inde i bygningerne for at skabe strukturer og kortlægge bevægelsesretninger, der kan minimere smitterisikoen. Vi har indkøbt handsker, rengøringsmidler og håndspritdispensere for en formue og bedt vores vedligeholdelsesafdeling om at fiksere afspritningsapparaterne, så de ikke forsvinder på første åbningsdag.

Der er derfor ikke brug for lange møder i ministeriet om, hvordan man nu sikre samfundets interesser bedst muligt. Der er brug for en vurdering af, hvad man vil åbne op hvornår, og hvor på listen museerne skal findes.

Ærgerligt at være i gruppe med biografer og teatre

I den forbindelse er det naturligvis ærgerligt at være havnet i gruppen med biografer, teatre og musikhuse. De stakler. Hvem har lyst til at blive risikovurderet sammen med dem lige nu. Det er nærmest en gordisk knude at genåbne disse for enten skal vi sidde tæt, som før og sikre aktørernes omsætning med høj smittefare til følge eller også skal 2/3 dele af salene stå tomme og det er dyrt. Vi må derfor adskille museer fra andre forlystelser.

Kampen mellem regneark og åndsliv.

Finans- og Erhvervsministeriet har udgivet et notat med titlen; Genåbning fase 2: Økonomiske prioriteringer. Ifølge dette notat har vores branche ”Kultur og fritid” en anslået nedgang i værditilvæksten på 46 % kun overgået af hotel- og restaurationsbranchen med 79 %. Ingen tvivl om, at vi er nødlidende.

Til gengæld er det anslåede tab ved fortsat at holde os lukkede, målt som andel af samlet BNP i forhold til en situation, med normal efterspørgsel, på bare 0,1 %. ”Finansministerieøkonomisk” er der således ikke den store gevinst i at genåbne museerne, hvis det samtidig betyder, at andre områder af samfundet med større tab på BNP skal holdes lukket, for at minimere smitterisikoen.

Men hvad med samfundsøkonomisk? Vi er heldigvis ikke et udviklingsland, men et af verdens rigeste lande og vi har opbygget vores samfundsmodel med et meget rigt kulturliv. Vi (ja, undskyld, os under 60 år) er så heldige at være født og opvokset med masser af kunst og kultur og vi har brug for det i vores dagligdag. Kulturlivet er vores adspredelse og vores inspirationskilde og hvis der er noget, vi har brug for lige nu, så er det netop adspredelse og kunstneriske oplevelser. At komme på afstand af nyhedsstrømmen, der primært handler om sundhed og økonomi og få helet vores hårdtprøvede sjæle gennem oplevelse og fordybelse.

Kom nu! Lad os få lov at åbne igen snart.

Teo Juel Geer, direktør Energimuseet