Solenergi og biobrændsler

Solenergi

Solen vil lyse stabilt i ca. seks milliarder år endnu med en intensitet, der er næsten 8.000 gange så stor, som det energiforbrug vi har i dag. Hvis det er muligt at udnytte blot en lille brøkdel af sollyset, er der rigelig energi til både el, opvarmning, transport mv.

En solcelle kan omdanne solens lys til elektricitet. I 1884 fremstillede amerikaneren Charles Fritts den første virkende solcelle, med en effekt på omkring 1% af solens energi. Solcellen indeholdt bl.a. selenium og guld, hvilket gjorde den for dyr til andet end forskning.

Fra fra omkring 1990 kom der for alvor fart i udviklingen af solceller. I 1998 lykkedes det for et dansk forskerhold at øge effektiviteten fra 14% til 20%. På en skyfri dag indstråler solen 1.000 W/m2, dvs. en solcelle på 1 m2 kan producere 200 W. I dag har forskellige forskerhold udtrykt forventninger om at kunne komme op på 50%.

Prisen på solceller er stadig høj. Det betyder, at prisen pr. produceret kWh er meget højere end på fx. en moderne vindmølle. Solceller anvendes dog på steder, hvor det er for dyrt at bygge et lille elværk. Fordelen ved solceller er også, at der ikke er mekaniske dele. Det betyder stor driftssikkerhed, når solen i øvrigt skinner.

Udviklingen af fremstillingsmetoden vil kunne nedbringe prisen.

Solenergi kan også bruges til opvarmning af vand og luft i solfangere.

Biobrændsler

Biobrændsel eller biobrændstof er brændstoffer og brændsler, der stammer fra biologisk materiale der har "levet for nylig".

Biobrændsel kan for eksempel være træflis, energipil, biodiesel, bioolie eller bioethanol.

For 60% af verdens befolkning er biobrændsel en vigtig energikilde i deres hverdag.

I USA dyrkes majs og sojabønner til brug som biobrændsel, mens man i Europa primært bruger rapsolie og olie fra hørfrø. Andre kilder er affald fra industri, landbrug og skovbrug, fx affaldstræ, halm, gødning, spildevand, affald og madrester. De fleste former for biobrændsler afbrændes for at frigøre den kemiske energi, der er oplagret i dem, og en af de største fordele ved biobrændsler er at de er næsten ufarlige at oplagre i ubegrænset lang tid.

I teorien er biobrændsler CO2-neutrale, fordi det kuldioxid, der frigives ved afbrændingen af biobrændsel, oprindelig er blevet "trukket ud" af atmosfæren af levende planter. Heri er dog ikke indregnet den energi, der forbruges ved indsamling, transport og behandling af brændslet.

I fremtiden er det beregnet, af omtrent 25% af verdens energibehov skal kunne dækkes af biobrændsel. Man taler om primære og sekundøre biobrændsler. De primære, som dyrkes med henblik på energiproduktion, har den store ulempe, at de optager plads for produktion af fødevarer. Flere steder fældes regnskov for at kunne producere primære biobrændsler. Da regnskoven optager store mængder CO2, har fældningen af regnskov en negativ indflydelse på drivhuseffekten.

Sekundære biobrændsler har ikke disse ulemper, men kan være besværlige at håndtere. Halm og andre sekundære biobrændsler kan omdannes til metanol og ethanol, som kan bruges i transportsektoren.

Comments are closed.