Lys

Lys kan betragtes som bølger eller partikler - det afhænger af hvad man skal bruge svaret til. Lyspartikler kaldes fotoner.
Til de fleste anvendelser kan lyset bedst beskrives som elektro-magnetiske bølger. Det vil sige at lys er i familie med radiobølger, mikrobølger og varmestråling=infrarødt lys, men disse bølger har alle en bølgelængde, som er længere end det synlige lys. Det betyder også, at de har en lavere energi, men naturligvis skal man passe på mikrobølgeovne og varmeapparater.

Solens hvide lys indeholder et spektrum af farver, som først bliver synlige, når man ser det gennem et prisme. Farverne har forskellige bølgelængde og brydes derfor i forskellige vinkler.

Brydes sollyset igennem et prisme opstår et spektrum af farver: rød, orange, gul,grøn, blå, indigo, violet. Dette viste fysikeren Newton ved et eksperiment i 1676. Han påviste således at sollys består af alle farver og at de ved addition giver hvidt lys. Sollys er derved det bedste lys til at se farver.

Lysets hastighed i rummet er 300.000 km i sekundet. Det betyder, at lyset fra månen er 1 sekund om at nå jorden.

Lysets bølgelængde bestemmer, hvordan vi opfatter farven af lyset. Lys med en kort bølgelængde ser vi som violette eller blå farver, mens lys med en lang bølgelængde er rødligt. Grønt og gult lys ligger mellem det blå og røde lys.

Lyset udbreder sig i rette linier, indtil det rammer noget, der kan ændre dets bane eller opsuge det. Vi kalder disse linier for lysstråler.

Lyset kan opsuges (absorberes) af et lystæt materiale, fx. et menneske i solskin. Der hvor lyset mangler, finder vi skyggen.

Lys kan afbøjes eller brydes, fx. når en lysstråle fra solen går gennem luft og rammer vand, så fortsætter lyset ned i vandet, men lysstrålen bliver brudt og får en ny retning. Det sker også, når lys rammer glas - fx. et vindue eller et glasprisme.

Lys kan også reflekteres eller spejles - det er derfor vi kan se os selv i et spejl.

Ligesom bølger i vand kan bølger af lys blande sig med hinanden. Når bølger fra forskellige steder støder sammes dannes nye mønstre - bølgerne interfererer med hinanden. Fænomenet kaldes interferens.

Det var faktisk sådan, at Thomas Young beviste, at lyset kan betragtes som bølger.

Comments are closed.