Tangeværket

Danmarks største vandkraftværk

I årenes løb er der blevet bygget mere end 150 vandkraftanlæg ved Gudenåen. De fleste af dem er forsvundet igen, men det største af dem alle - Tangeværket - fungerer stadig perfekt og laver hver dag elektricitet, som ikke forurener med CO2. Tangeværket er Danmarks fineste og bedst bevarede industrianlæg.

På Energimuseet kan du se Tangeværkets maskinhal med de tre 90-årige generatorer. Du kan se museets udstilling om vandkraft, og du kan gå tur på den 800 meter lange dæmning, der spærer for Gudenåens vand og danner Tange Sø, der er den største kunstige sø i Danmark.

Tangeværket

Gudenaacentralen er Danmarks største vandkraftværk, hvor man har fremstillet elektricitet siden 1921. Værket er bygget efter 1. verdenskrig på baggrund af et projekt, der var udarbejdet af ingeniørerne Kristian Thomsen og S.A. Angelo i 1909.

Kraftværket producerer årligt ca. 11. mill. kWh. Det dækkede i 1920'erne 1/4 af hele Jyllands elforbrug. Idag svarer det til ca. 2.500 danske familiers årlige elforbrug, ca. 1/2 promille af Danmarks samlede elforbrug. Vandkraft er miljøvenlig vedvarende energi og producerer ikke CO2.

Gudenaacentralen sparer hvert år atmosfæren for afbrænding af omkring 2.280 ton kul og dermed for ca. 8.360 tons CO2 (til hvert kulatom med atomvægt 12, binder der sig to iltatomer, hver med atomvægt 16) . Gudenåcentralen og de tilhørende oprindelige funktionærboliger er tegnet af Viborg-arkitekten Søren Vig-Nielsen, der var elev af kongelig bygningsinspektør Hack Kampmann (Århus Teater, Marselisborg Slot).

Bygningerne er solide og velproportionerede med granitsokler, røde sten, røde tegl og sandstensdetaljer. Den højeste fløj af kraftværksbygningen, der oprindeligt gav plads for tre transformere, rummer i dag et moderne højspændingsafbryderanlæg, Midtkrafts tavleanlæg og Energimuseets udstillinger i tre etager. Den udendørs 60kV transformerstation ejes af Midtjyske Net og er opført i 1950'erne.

Samtidig med værket blev der opført fem funktionærboliger til værkets ansatte. Ét af husene, den oprindelige bestyrerbolig, er i dag museum og fortæller om borgerskabets boligkultur omkring 1920.

Langs med Gudenåen ligger værkstedbygninger og en garage tegnet af arkitekt Claus Bonderup, som også har tegnet Energimuseets hovedbygning.

Du kan læse mere om Tangeværket, på Gudenaacentralens hjemmeside, hvor du også kan finde aktuelle driftsdata.

Udstilling om vandkraft

Energimuseets udstilling om vandkraft viser, hvordan Tangeværket fungerer. Du kan se udviklingen af vandkraft i Gudenåsystemet, og du kan se, hvordan forskellige typer af turbiner til vandkraft fungerer.

Der er opstillinger, hvor du kan prøve de tre mest almindelige turbinetyper: Franchis-turbine, Pelton-turbiner og Kaplan-turbine. Vi har udstillet en lille Franchis-turbine, som i mange år blev trukket af vandet i Grejs Å ved Vejle. Turbinen trak en generator. Tangeværket er udstyret med tre dobbelte Franchis-turbiner, der hver især kan yde næsten 2.000 hestekræfter.

Dæmning og Tange sø

Da man planlagde Tangeværket, var der ingen sø ved Tange. For at lave et lager af vand, så der kunne produceres el hele året, var det nødvendigt at skabe en stor kunstig sø. Den kom til at oversvømme 625 ha. mellem Kongensbro og Tange. 27 gårde og huse måtte rives ned for at give plads til søen, og i alt blev 192 lodsejere berørt af ekspropriationer.

En 800 meter lang dæmning holder vandet tilbage i ådalen, og en 300 meter lang kanal fører vandet fra søen til kraftværket. Ved kraftværket falder vandet 8 - 10 meter gennem de tre Francis-turbiner. Turbinerne drejer 214 omgange i minuttet, og hver turbine er direkte koblet på en 1.100 kW generator fra Titan.