Naturen

Museum midt i naturen

Energimuseet er placeret i et naturskønt område ved Tangeværket og Tange Sø. Her kan man følge den gamle træksti langs åen, gå en tur ved Tange Sø eller i plantagen langs med søen.

Områdets rige dyreliv med fugle, fiske og pattedyr giver fine muligheder for naturoplevelser.

Fugleliv

Året rundt er der mulighed for at studere mange forskellige arter af fugle ved Tange Sø. En stor bestand af toppet lappedykker yngler i søen. Man kan også finde troldand, krikand, gravand og stor skallesluger.

Forår og efterår kan man møde isfuglen, og om vinteren finder vandstæren føde ved Gudenåcentralen. Svaner og fiskehejrer ses næsten dagligt, og mange flokke af fugle benytter også Tange Sø som rasteplads. Tusindvis af måger søger til søen for at overnatte, og hvert år lægger en eller flere fiskeørne turen omkring søen.

I plantagen og i de sumpede områder mellem Energimuseet og dæmningen yngler utallige småfugle.

Pattedyr og Fisk

Mange små og større pattedyr lever i området omkring søen. Fra egern til flokke af kronvildt. I de seneste år er også odderen begyndt at yngle ved Tange Sø.

En lang række forskellige fisk lever i Gudenåen og Tange Sø: Sandart, gedde, helt, ørred, ål, skrubbe, skalle, aborre, brasen, flire, hork, smerling og løje. Havørred og laks vandrer op for at gyde.

Om sommeren passerer en mængde små ål Tangeværket gennem et særligt ålepas.

Fisketrappe

Gennem fisketrappen kan fiskene svømme uden om kraftværket. Gitre både før og efter turbinerne hindrer de større fisk i at svømme gennem turbinerne. De helt små yngelfisk tager turen ned gennem ungfiske-slusen.

Træksti

Gudenåen var i 1700- og 1800-tallet den vigtigste transportvej mellem Randers og Silkeborg. Flere gange om ugen afgik pramme med varer, der skulle transporteres mellem de to byer. Fra tørvebryggen i Randers til papirfabrikken i Silkeborg gik prammene i fast rutefart trukket af heste eller mennesker, og på hele den travle åstrækning var der pladser til omladning.

Den gamle træksti mellem Randers og Silkeborg er nu genetableret, så man kan vandre langs med åen.

Kåg

Kågen, den fladbundede pram, der ligger ved siden af åen, er den sidste pram, der har sejlet på Gudenåen. Båden blev bygget i Tvilum i begyndelsen af 1900-tallet og har oprindeligt været brugt til varetransport mellem Randers og Silkeborg.