Brint og brændselsceller

Vand består af brint og ilt. Den danske opfinder Poul la Cour udnyttede i 1890erne sin vindmølle til at fremstille strøm, som igen kunne bruges til at spalte vand i ilt og brint. Brinten kunne gemmes og bruges i brintlamper. Dvs. der kunne være lys i lampen, både når der var vind og vindstille.

Siden, der omkring 1990 kom fokus på problematikken med drivhuseffekt, har der været et stigende ønske om at inddrage mere vedvarende energi, som solenergi, vindenergi og vandkraft.

Problemet med de vedvarende energikilder er, at de ikke er konstante. Solen skinner ikke om natten, når vi har brug for lys, og vi slukker ikke for el-apparater, når vinden ikke blæser. For at bruge mere vedvarende energi bliver det nødvendigt at lagre energien. Det kan ske ved at bruge el fra solceller og vindmøller til at fremstille brint, som så kan anvendes i en brændselscelle, når der er behov for energi. Brændselsceller kan også bygges ind i biler og tog, så vi i fremtiden kan køre på sol- og vindenergi.

En brændselscelle kan lave elektricitet ved en kemisk reaktion af f.eks. brint, metan eller metanol med ilt. Den kemiske reaktionsmetode i brændselsceller gør at den teoretiske og i mange tilfælde også praktiske virkningsgrad er væsentligt højere end i kraftvarmemaskiner. Brændselsceller kan have en virkningsgrad på 20-70% - og højere hvis den termiske energi også benyttes.

Comments are closed.